Siden marts 2018 har områdets 6 boligforeninger været igang med HAPPI-projektet, og der er nu udarbejdet energistrategier for alle boligforeningerne.
HAPPI-projektet er stadig i fuld gang, og der arbejdes på nuværende tidspunkt på at klargøre flere af energirenoveringsprojekterne, så de kan præsenteres for beboerne i de involverede afdelinger.
En stor del af projektet handler om, hvordan der kan gennemføres flere energirenoveringer hos boligforeningerne, og her er beboerdemokratiet en vigtig del af processen.
Det er beboerne i den enkelte afdeling, der bestemmer om energirenoveringerne skal gennemføres. Derfor er det også vigtigt, at de kan se fordelen for dem og klimaet, når energirenoveringerne præsenteres.
Fordelene ved en energirenovering kan være både bedre komfort og en mindre energiregning afhængig af, hvilke tiltag der gennemføres.
Energistrategier
En anden vigtig del af HAPPI-projektet er arbejdet med energistrategier i boligforeningerne. Til at gennemføre det arbejde får boligforeningerne hjælp fra Dansk Energi Management (DEM).
En energistrategi skal gøre det nemmere for boligforeningerne i fremtiden at gennemføre energirenoveringsprojekter og skal give bedre og mere klimavenlige boliger til beboerne. Boligforeningen B42 fik allerede i 2015 implementeret en energistrategi, som nu skal revideres som en del af HAPPI-projektet. Erfaringerne herfra bliver brugt i arbejdet med de andre boligforeninger.
Som en del af processen gennemførte Dansk Energi Management interviews med boligforeningernes administrationer og indhentede besvarelser fra over 500 beboere i boligforeningerne til at give et billede af, hvordan boligforeningerne i dag arbejder med energi og klima. Det resulterede i en oversigt, som vist nedenfor, der illustrerer hver boligforenings udgangspunkt for det videre arbejde med en energistrategi.
Med 6 forskellige boligforeninger i området kommer der også 6 forskellige energistrategier, hvilket også er meningen med HAPPI-projektet. Hver boligforening har sine egne prioriteringer og målsætninger, og det tager energistrategierne også udgangspunkt i.