Af. Ruth Nielsen Foto: Ruth Nielsen Du kan læse hele arktiklen på ProjectZeros hjemmeside her.
Mere end 20 forventningsfulde beboere og ansatte fra boligforeningerne GAB, NAB og Danbo deltog medio november 2020 på Grøn Ambassadør-kursus på EUC Syd i Sønderborg. De vil være grønne ambassadører for deres boligforening for at fremme den grønne profil.
Alle 6 boligforeninger i Sønderborg-området, er som partnere i EU-projektet ”Happi” i gang med at energirenovere en del af deres bygninger, for på den måde at være med til at bakke op om Sønderborgs klimamål for 2029.
Det afholdte kursus er nummer to i rækken af Grøn Ambassadør-kurser for områdets boligforeninger.
Efter næsten fire timers kursus stod et mål klart på deres idéliste: De vil styrke samarbejde ikke alene i deres boligforening, men også på tværs af områdets boligforeninger. Fx drøftede deltagerne fælles indkøb af LED-lamper. Dermed sparer man penge og mindsker samtidig CO2 udslip, grundet mindre kørsel m.v. De grønne ambassadører ønsker også fælles sparring via kurser/arrangementer, som f.eks. besøg på forbrændingsanlæg eller solanlæg.
På ambassadørernes grønne dagsorden finder man også behovet for at omdanne fælles arealer til levesteder for bier og insekter. Måske kan man finde tilskudsmuligheder til at fremme biodiversiteten? Og når der er en blomstrende græsplan, hvad så med flere bænke og borde for at kunne nyde udsigten over en kop kaffe sammen med naboen? Nogle deltagere forslog en handlingsplan, for at fastholde motivationen.
Hvordan påvirker man andres adfærd?
Deltagere var enige i, at det er en kæmpe opgave at motivere medbeboere til en mere grøn adfærd, til at spare på energi og ressourcer; uanset om det er strøm, varme eller vand. Som eksempel nævnte de affaldssorteringen i de respektive afdelinger, som efter mange år stadig ikke fungerer optimalt. Det gælder om at tilbyde medbeboere noget som ”giver mening”, måske kunne ambassadørerne arrangere noget som gør medbeboere nysgerrige efter at være med i fælles aktiviteter?
Ambassadørerne skal også vide hvad deres opgaver er. De skal ikke være politimænd men motivatorer; en kæmpe opgave, men den kan løses, sammen med de andre grønne ambassadører og med administrationen som hjælper til. Også på denne måde bindes organisationen, afdelingsbestyrelserne og ambassadørerne tættere sammen. De skal desuden afklare hvem de vil samarbejde med og vide hvad de skal gøre.
”Beboere skal få ejerskab. Når naboen ser hvordan jeg gør, er det måske nemmere at følge trop”, mente en deltager.