Grøn strøm til beboere: SAB satser på solenergi

Sønderborg Andelsboligforening energirenoverer syv afdelinger med solceller med batteri. Beboerne får dermed grøn strøm. Projekterne er en del af foreningens ”energi- og bæredygtighedsstrategi”, som hovedbestyrelsen har vedtaget. Den omfatter også etableringen af et grønt ambassadørkorps. Beboere skal være med til at fremme den grønne profil.

Sønderborg Andelsboligforening (SAB) stiller om på ”grøn”. Denne grønne profil skal gennemsyre hele foreningen med i alt 3.236 lejemål, som gælder både medarbejdere og beboere. Siden marts 2018 har alle boligforeninger i Sønderborg Kommune været i gang med ”HAPPI”, et EU-projekt, der handler om energirenovering i boligforeninger. Det har mundet ud i en ”energi- og bæredygtighedsstrategi 2020”, som hovedbestyrelserne har vedtaget.

At være miljøbevidst og at have fokus på energioptimeringer er intet nyt for SAB – men i takt med samfundsudviklingen er der større fokus på at nedbringe CO2-udslippet. Siden 2007 har ProjectZero og kommunen arbejdet for at området skal være CO2-neutralt i 2029. Med deres nye strategi understøtter boligforeningerne denne ambitiøse plan.

Energirenoveringer for mere end 110 millioner kroner

”Derfor har boligforeningen fokus på netop bæredygtighed, ressourceanvendelse, affaldshåndtering og natur- og miljøbeskyttelse, samt at sikre en fortsat mangfoldig biodiversitet i vores natur”, siger Vivian Engelbredt, formand for hovedbestyrelsen i strategiens forord.

Energirenoveringen vil koste alle seks boligforeninger 114 millioner kroner. Indtil nu er der igangsat projekter for 30 millioner kroner. Fra 130 afdelinger er 67 med. I alt bliver 3.300 boliger energirenoveret. Det skal give en besparelse i varme på 5,5 mio. kWh, det svarer til 2,75 millioner kroner pr. år. Dertil regner man med yderligere 2,6 mio. kWh besparelser ved solceller og varmepumper. Det svarer til 5,45 mio. kr. pr. år.

SABs Energi- og Bæredygtighedsstrategi finder du her
SAB har allerede sendt de første grønne ambassadører på kursus på EUC-Syd. Læs om deres oplevelser her
Af. Ruth Nielsen
Du kan læse hele artiklen på ProjectZeros hjemmeside her