HAPPI projektet er startet

Tirsdag den 3. april startede HAPPI-projektet med alle Sønderborg-områdets boligforeninger op.

Det blev markeret med et beboermøde med taler fra borgmester Erik Lauritzen og Formand for SAB Vivian Engelbredt. Projektet blev præsenteret for de fremmødte beboere, og efterfølgende blev projektstarten markeret.

Det nye EU-projekt er blevet til i et partnerskab på tværs af alle boligforeningerne, EUC-Syd, Danish Energi Management & Esbensen samt ProjectZero.

“Det er jo fantastisk, at alle boligforeningerne er gået sammen om at gøre en lille bid af verden en smule grønnere”, fortalte Vivian Engelbredt i sin tale

Partnerskabet har fået ca. 7.5 mio kr. til at gennemføre projektet. Pengene skal bruges til at udvikle nye metoder til at forberede og finansiere energirenoveringer i boligforeningerne. Samtidig skal der arbejdes med ,hvordan beboerne i boligforeningerne bedre kan inddrages i projekterne.

HAPPI projektet betyder, at der over de næste 3 år skal forberedes renoveringer i 3.300 lejemål på tværs af alle områdets boligforeninger.

Når alle renoveringerne i projektet er gennemført, vil det medføre energibesparelser på strøm og varme på tilsammen 11,5 GWh. Dermed nedbringes boligforeningernes CO2-udslip med 1.640 tons årligt.

Boligforeningerne har allerede energirenoveret meget og har tidligere samarbejdet på tværs, men med HAPPI-projektet bliver det samarbejde videreudviklet.

“Her i Sønderborg har vi gang på gang vist, at vi er gode til at samarbejde, og vi er allerede langt fremme i ProjectZero-visionen og på mange andre områder”, fortalte borgmester Erik Lauritzen og fortsatte: “Vi ved også, at de lavthængende frugter i ProjectZero-visonen er plukket, og nu bliver det mere svært. Heldigvis støtter EU – og det er ikke tilfældigt, de gør det. Vi har vist, at vi gør noget”, siger borgmesteren.

HAPPI er igang