Fælles energi- og klimamål blev fejret på Kær Vestermark

Det er enestående, at alle Sønderborg-områdets boligforeninger har udarbejdet energi- og bæredygtighedsstrategier. ProjectZero, boligforeningerne og 75 beboere fejrede resultatet på Kær Vestermark, hvor borgmesteren roste boligforeningernes indsats og uddelte diplomer.

Corona-pandemien har sat en stopper for mange aktiviteter, men ikke for motivationen og lysten til at gøre en forskel. Torsdag den 26. august mødtes først 30 glade og forventningsfulde grønne ambassadører fra kommunens boligforeninger på Kær Vestermark for at høre om de tiltag kommunen har i gang på det 134 hektar store tidligere militære øvelsesterræn. 

Naturvejleder Bent Albæk, Sønderborg Kommune, havde inviteret de grønne ambassadører, som vil bakke op om boligforeningernes nye ambitiøse målsætninger for energieffektive og bæredygtige boliger.

Ambassadørernes besøg i den vilde natur på Kær Vestermark blev efterfulgt af en fejring af de opnåede resultater, med deltagelse af yderligere 45 repræsentanter fra de 6 boligforeningers bestyrelser.  

 

Biolog Bent Albæk, Sønderborg Kommune, fortalte de 30 grønne ambassadører om hvordan den vilde natur breder sig på Kær Vestermark, og om hvad der skal til for at fremme den yderligere i boligforeningerne.

EU bakker op om boligforeningernes klimarejse

En organisation kan sætte mange ting i gang, men såfremt man glemmer at involvere de mennesker det handler om, ”så gør vi som vi plejer og det virker ikke”, indledte Peter Rathje, direktør for ProjectZero. Beboernes opbakning og aktive deltagelse er altafgørende for at realisere de ambitiøse målsætninger på tværs af områdets 6 boligforeninger.

EU har de seneste 3 år bakket op om den ambitiøse fælles ”Happi” klimarejse – både med økonomi, men også med store forventninger til CO2-reduktioner og investeringer i boligforeningerne.

Boligforeningernes rejse bidrager til et CO2-neutralt Sønderborg-område i 2029

Borgmester Erik Lauritzen roste både de grønne ambassadører og alle boligforeningerne for deres indsatser. Klimaet er en brændende platform for os alle. Samfundet er nødt til at reducere CO2-udledningen, spare på energien og producere mere vedvarende energi. ”Sønderborg-områdets ProjectZero´s vision og et CO2-neutralt område i 2029, kan kun realiseres, når alle på tværs af samfundet bakker op og engagerer sig”, konkluderede Erik Lauritzen i sin takke-tale til de 75- deltagere fra områdets boligforeninger.

De udarbejdede strategier danner grundlag for omfattende klimaindsatser på tværs af boligforeningerne. Siden 2016 har foreningerne samlet energirenoveret boliger for ca. 140 millioner kroner, med fokus på energivinduer, isolering, ventilationsanlæg, solceller på taget, batterianlæg etc.

”Men vi er ikke i mål med klimaindsatserne endnu”, sagde borgmesteren og henviste til foreningernes nye fokus på el-biler og -ladestandere. Han ser gerne, at Sønderborg-området også på det punkt tager førertrøjen på. Han appellerede til de grønne ambassadører og bestyrelsesrepræsentanterne til, at fortælle omverden om deres visioner og arbejde med at forbedre klimaet til gavn for os selv og vores efterfølgende generationer.

Borgmester Erik Lauritzen (2.t.h.) delte diplomer ud til repræsentanter fra de seks boligforeninger (fra venstre): Brian Larsen (GAB), Søren Weiss (NAB), Annalise Lyngkilde (Søbo), Vivian Engelbredt (SAB), Helle Kjær Christensen (Danbo) og Torben Sørensen (B42)

Tak og blomster til Torben Esbensen

Peter Rathje takkede Torben Esbensen (Dansk Energi Management) for initiativet til at ansøge EU om (Happi) midlerne og dermed styrke det tværgående samarbejde om ”energivenlige og bæredygtige boligrenoveringer” i Sønderborg-området.  

At alle trækker i samme retning, uanset deres kultur eller DNA, kaldte Peter Rathje ”enestående”. Der findes ikke tilsvarende tværgående lokale samarbejder i resten af landet.