Happi er et treårigt EU-finasieret projekt, der baner vejen for, at 3.300 lejemål på tværs af seks forskellige boligforeninger i Sønderborg energirenoveres. Projektet skal bl.a. undersøge, hvordan boligerne bedst energirenoveres, hvilke teknologier og metoder, der skal benyttes, og hvordan de omfattende renoveringer skal finasieres, så de ikke resulterer i øgede udgifter for beboerne.
I 2029 skal Sønderborg-området være 100 % CO2-neutralt. Et vigtigt skridt i den store omstilling er energirenovering af både leje- og privatboliger. Boligforeningerne i Sønderborg, der står for ca. 20% af den samlede boligmasse i kommunen, har allerede gennemført omfattende energirenoveringer. Det er således lykkedes boligforeningerne at reducere deres CO2-aftryk med 44 %. Happi-projektet sikrer det næste skridt i udviklingen, hvor 3.300 boliger skal energirenoveres for ca. 114 mio. kr. Renoveringerne vil helt konkret resultere i årlige energibesparelser på strøm og varme på over 11 mio. KWh og i, at CO2-udslippet yderligere reduceres med 1.640 tons om året.
Happi er finansieret af EU med 7,5 mio. kr., og bag projektet står Sønderborgs ProjectZero og kommunens seks boligforeninger i tæt samarbejde med EUC Syd og Danish Energy Management & Esbensen. Formålet med Happi er at forberede de omfattende energirenoveringer i de seks boligforeningers 56 forskellige afdelinger.
Det er en stor opgave, der derfor er opdelt i flere delprocesser og spor. Et spor skal f.eks. undersøge, hvordan renoveringerne finansieres, så lejerne ikke oplever øgede udgifter. Det kan f.eks. være via fælles finansiering, låntagning og indkøb på tværs af de seks boligforeninger, så der opnås bedre priser, renter og vilkår. Et andet meget vigtigt spor er dialog med og involvering af lejerne i renoveringsprocessen, for det er dem og deres boliger, det hele handler om. Happi skal derfor finde nye gode måder at involvere og inddrage borgerne i beslutningerne om deres boligers energiforbrug og indeklima. Et tredje spor handler om at uddanne det ca. 150 mand store tekniske personale i boligforeningerne i energirenovering- og besparelse, så de kan sikre viden og velfunderede energirigtige beslutninger på daglig basis i de enkelte boligforeninger. Ydermere skal der som en del af Happi-projektet udarbejdes en energiplan for hver af de seks boligforeninger. Energiplanerne skal helt konkret pege på, hvordan der skal renoveres i den enkelte boligforening og afdeling. Det kan være vidt forskelligt – lige fra udskiftning af udvendig belysning, vinduer og døre til isolering af ydervægge og solceller på taget. Energiplanerne skal også pege på indsatser omkring gode energivaner og adfærd i boligforeningen. Uanset indsatsen er formålet dog det samme: At energioptimere boligforeningen og herigennem både tage hånd om miljøet og sænke varmeregningen samt de samlede udgifter i foreningen.
Når Happi-projektet i 2021 er gennemført, vil det ikke alene betyde, at 3.300 lejeboliger i Sønderborg enten er i fuld gang med eller er helt klar til at blive energirenoverede. Det vil også betyde, at der er høstet værdifuld viden og erfaring, der kan bruges i planlægning af energirenovering af boligforeninger i både Danmark og resten af Europa. Al viden og erfaring indsamles og dokumenteres nemlig systematisk og kan følges tæt her på siden. [/read]